Koncert Norske A-ha spillede fredag en kærlig, intens og englesmuk koncert i et stopfuldt Store Vega. Berlingske Søndag sendte en forudtaget fan.
Fredag aften er Vega mega. Nemlig megaproppet og megaproppet. De fleste blandt publikum - som for en meget stor del udgøres af glade par - er på min alder.
Faktisk er jeg som 31-årig tilsyneladende en af de "små". Alle ligner vi en bande forvoksede firserteenagere, som halvfemserne har glemt at skifte tøj på. Snakken i baren er moden. Det er de spændtes forældres nat. "I aften skal den bare ha'!" som en siger.
Inde i salen vender vi en cola lodret, imens alle begynder at pifte og huje højt da en af tidens vel nok mest tilhjuplet lydteknikere i halvmørke retter på en guitar.
Lyset gør ud - og folket går amok. Det er ultraviolet lys af den gamle skole, det er "Haaarket! Haaarket!", det er piiift, det er HEEEY! NU KOMMER DE!"
De tre oliefarvede silhuetter rumsterer cool på scenen.
Så kommer spaden som ud af ingenting. En vreden klo i den relative ro.
Bag bandet er der nu computerskærme med syntetisk-grønne farver - og så det lille backing band, der sjovt nok udelukkende udgøres af svenskere på denne pan-skandinaviske pop-aften.
Altid helgensmukke Morten Harket består af åleslanke ben i slidte stramme jeans og en supermager torso i en Måne base Alpha-artig trøje. Kindbenene er skarpe som fiskedolke, charmesmilet varmt som en hjemmestrikket sweater. Paul Waaktaar-Savoy - som i gamle dage stavede sit fornavn Pål - har nu voks i det pjuskede modehår og hjemmevævet skulderstreng til guitaren. Det er bagmandens underspillede overlegenhed. Magne Furuholmen er mere fremme på tangenterne, han er mere urban - og dunklere i dresset sit. Han er koncentration, alvor, selve popdyrets rygrad.
Efter første nummers pludselige lysbrag og glimtvise klappen, byder Morten os "Guuu aften"!, på klingende norsk, inden trioen afleverer den hyggelige "Afternoon High".
Lige foran os står the jazz-police, det er Informations udsendte squad-team, der som aftenen skrider frem vipper mere og mere fra side til side. Ved siden af os står Han og krammer Hende blødt bagfra. Når vi vender os om står hele salen og vugger klappende som til en gospelkoncert a la Trondheim. Harket drikker en tår kildevand af en blå flaske. Ånder dybt og lukker øjnene,
Pathos. En teatralsk åbning, alle hugger hænderne sammen i takt, lyset slår over i rød-gul-grøn og go! "You wanted mooore,", klager Morten sig, inden Paul lidt efter løfter smerten over et hegn af agressiv pigtråd til Paradis, der befinder sig på den anden side af verdenssmerten.
Koncerten er én lang, dræven aflevering. Det er proffessionel performance. Afstemt og rationelt, men konsekvent serveret med overskud, med smil, med - ja, sgu kærlighed. Selv de tekniske problemer med øresneglen bliver fikst integreret i forsangerens vindende smil.
Under nyschlagerens "Forever not yours", synger hele salen med som ved en ægte teenagekoncert, imens Morten træder frem og blinker til pigerne på første række, inden han slutter af med titlens hvinende falset, som alle drengene et par timer efter prøver at gøre ham efter ude på gaden.
Under hele koncerten dukker de gamle sager frem igen og igen. Nu kommer Manhattan Skyline pludselig i en version, hvor hård rock møder den pureste sang. Den nordiske sal går besærkergang. Og i det samme masser tidens stærkeste stemme - i skikkelse af Søren Huss fra Saybia - sig lige forbi os som for at understrege urkraften.
Luften omkring os er fed af parfume, sved, røg og humle. Morten synger "oh, c'mon please now, talk to me , tell me, things I could find helpful", parret ved siden af os er smaskforelskede, balkonen er ved at dratte ned i hovedet på os af svajende mennesker.
"I've been looooosing youuuuu,", blærer nordmanden sig, inden bifaldet.
Solen bragte mig/månen fangede mig/vinden kæmpede mod mig/regnen fik mig/vejen sendte mig/årene bøjede mig/stjernerne overvældede mig/nu og da.
Den lille bagmand Paul Waaktaar-Savoy laver efter sigende både glaskunst, malerier og A-.ha's tekst og musik omtrent ene mand. I de minutter "Time and Again" varer, er salen i ro. Lukkede øjne, indsigt, det er en stille fællesmeditation.
A-ha giver os alle de gamle firserhits. leveret lige så plasticrent som de skal lyde, blandt andet "Take on me", "Stay on these roads" og "Hunting high and low", og blander dem så med dybere, rundere, mere organiske sange fra den seneste udgivelse, der udstikker en helt ny, mere moden og meget spændende fremtid ud for gruppen, fordi drengene bliver mere og mere sig selv.
Eller som Magne Furuholmens smukke tekst lyder i ekstranummeret, som vi tvinger A-ha til at give os:
"Hvad ser du, hvor går du hen/et tegn; hvordan gror vi/ved at lade vores livslinie træde frem".
Dette var så denne anmeldelse af Kristian Ditlev Jensen, for Søndags BT.
Har dog en rettelse: Det er ikke Paul/Pål der beskæftiger
sig med glaskunst og malerier.......men han har dog skrevet den
smukke "Time and again."
Det er Magne Furuholmen der beskæftiger sig med glaskunst og
malerier.