Skrevet af Henrik Queitsch for Ekstra Bladet d. 15. Juni 2002.
a-ha, Store Vega, København, i aftes.
Et hit kan måske være godt for bankbogen, men samtidig være
en kunstnerisk forbandelse. Da norske a-ha i 1985 sikrede sig en
plads på radiostationerne fra nu af og til dommedag med
"Take on me", blev de straks afskrevet som et letbenet
boy-band uden større substans. Hvilket bevirkede, at senere
langt mere ambitiøse albums som "Scoundrel days" og
"Memorial beach" stadig står som nogle af forrige
århundredes skamløst oversete perler.
Interne stridigheder og trioens misforståede image fik dem i
1993 til at kaste håndklædet i ringen, men i 2000 dukkede de op
igen med det fremragende comeback-album "Minor earth, major
sky", som så i år blev fulgt op af det mere ujævne
"Lifelines".
Men selv sangene fra sidstnævnte fik ny luft under vingerne ved
gårsdagens eminente koncert, der fik én mindet om, at a-ha
faktisk har skrevet mindst et par håndfulde sange, der i en
bedre verden ville have opnået klassikerstatus.
VINGESKUDT ENGEL
Morten Harket ligner trods sine nogle-og-fyrre år stadig
naboens kønne dreng, men synger som en vingeskudt engel.
Den fyldte sals modtagelse kan da eller ikke betegnes som andet
end total hengivelse - med taktfaste klapsalver i ti minutter
før gruppen overhovedet havde entret scenen! Og a-ha takkede for
tilliden med et velspillet og veloplagt sæt, hvor de overlegent
fik de oftest meget komplekse kompositioner til at lyde som den
letteste sag i verden.
a-ha nød på sin egen og lidt ydmyge facon åbenlyst hinandens
og publikums selskab, og de tre kristne gutter fik boret en tyk
pæl igennem den gamle tese, der påstår, at det er djævlen,
som har alle de bedste sange. Man forlod simpelthen koncerten i
opløftet tilstand og følte sig for en kort stund som et bedre
menneske. Hvad mere kan man forlange?