Pludselig kunne man mærke en vis uro, der startede i det bagerste hjørne, men snart gik igennem hele hallen. Jeg gik hen for at se hvad der skete og kunne se en flok, der stod og hoppede op og ned, mens de råbte og skreg. Mellem de fægtene arme fik jeg et glimt af en sølvgrå dunjakke, som jeg mente at genkende fra en avisartikel... og så var jeg klar over, hvad der var gang i.
| Jeg sagde til de japanske piger, at "Giraffen var landet", samt advarede om at der var en hel del masen og skubben derovre, og gik hen til fadølsbaren for at "tanke op", da jeg havde tænkt mig at vente med at spørge om autografer til det værste hysteri havde lagt sig. |  |
Fadølsbaren stod tom. Åbenbart var bartenderen gået efter et nyt anker øl (eller også havde hun været UTROLIGT forudseende og var løbet sin vej) så jeg kunne ikke gøre andet end at vente, mens noget der lignede en tidevandsbølge kom tættere og tættere på...
Hvad der siden skete var ret kaotisk - jeg kan huske at Pål stod ca. en halv meters penge væk, han så nervøs ud og kiggede sig konstant over skulderen. Man kunne lige ane Morten og Magne gå bag ham. Jeg prøvede svagt at kvække et "hej", men nåede det ikke inden en af de (heldigvis for dem) hyrede sikkerhedsvagter skubbede mig tilside så jeg næsten røg over bardisken. Alt dette skete til tonerne af en flok genfødte teenagere der skreg "Morten, Morten, Morten!!!!"
 |
 |
 |
Så var det slut, lige så pludseligt som det var opstået. Bandet incl. uniformeret følge plus det skrigende vedhæng, var gået videre og forsvundet. Jeg brugte et par minutter med at drøfte med en lige så målløs normand hvad der var sket.
Fik endelig min bajer - bartenderen kom
aldrig tilbage så jeg måtte stå i kø ved den store bar. Efter
sådan en oplevelse smagte den bedre end sædvanligt. Jeg gik
tilbage til pigerne for at høre hvordan de havde oplevet hele
episoden. De kunne fortælle at de havde stået på behørig
afstand af kaoset, men det var alligevel lykkes dem at få et par
billeder.
Da jeg så mig tilbage var hurlumhejet åbenbart ikke overstået
endnu! En stor flok stod ved udgangene. Enten var bandet stadig i
huset eller også var toiletterne brudt sammen.... Jeg gik
derover og spurgte en pige hvad der var gang i. Hun kunne ikke
gøre andet end at hoppe op og ned, samtidig med at hun pegede
mod et lille plexi-glas vindue på 1. sal og råbte:
"They're up there, up there!".
Jeg så op, og fik øje på en eller
anden underlig starut der havde løftet op i sin skjorte og stolt
fremviste sin navle. Kæmpe jubel fra flokken nedenunder. Da
fyren slap skjorten og i stedet begyndte at vinke til os kunne
jeg se at det var Morten....!???
Efter et stykke tid kom Magne også hen til vinduet og begyndte
at vinke. Vi så ikke mere til Pål den aften (jeg tror også at
den oplevelse i stueetagen var mere end rigeligt for ham).
Jeg tog mit lille engangskamera frem og knipsede et par billeder - jeg regnede med, at det ville være aftenens bedste chance for overhovedet at få et par fotos.
Efter ca. 10 minutter fik jeg nok af al den stirren, hoppen og vinken, så jeg besluttede mig for blot at feste videre og have det sjovt (hvilket vel var den oprindelige mening med arrangementet). Senere hen på aftenen dukkede Morten op på den lille scene og takkede alle for støtten. Jeg befandt mig i den anden ende af hallen og gad ikke møve mig frem.
 |
Resten af festen foregik som en fest nu engang foregår. Musikken spillede og folk dansede, baren solgte drikkevarer, folk blev fuldere og fuldere... intet unormalt ved det. Den sidste times tid tilbragte jeg med at sidde i caféområdet og betragte folk. Der er nu ikke engang noget så flovt som at se en flok fulde hollændere prøve at danse den for vilde punk-pogo til Savoy's "Star".
Men ak, alt må have en ende, og hen ad en 04-tiden vrælede bartenderen op om, at baren nu officielt var tørlagt. Jeg satte mig i en af de holdende busser (til alt held havde de på det tidspunkt løst sommertids-problemet, så jeg behøvedes ikke vente en time ligesom de japanske piger) og fik reddet mig en siddeplads.
Det tog ret lang tid at komme tilbage til Oslo centrum, det føltes ihvertfald sådan. Jeg troede at bussen ville stoppe ved Oslo Centralstasjon... næh nej - den holdt ved Nationalmuseet, sådan cirka en kilometer til halvanden i den anden ende af Karl Johan! Lykkeligvis var der et par stykker der skulle samme vej som mig, så vi fik os en lille sing-a-long på vejen. De var trætte, meget trætte.... da jeg spurgte dem om hvad de syntes om koncerten kunne de ikke svare ret meget andet end: "Erm.. it was.. good. Very good. You have something to look forward to."
Nåede langt om længe hen til mit hotel, smuttede ind på mit værelse (gudskelov var der ingen problemer med nøglekortet denne gang) og faldt øjeblikkeligt i søvn.
Stod op ved en 12-tiden - lige akkurat for sent til brunchen!
Skyndte mig at tage et bad og klæde mig på, og spurtede så ned til lobbyen, hvor jeg havde aftalt at mødes med de japanske piger. Denne her gang kom vi direkte til Vallhall uden at fare vild.
Personligt havde jeg tænkt mig ikke at tage til Vallhall før ved en 19-tiden, da jeg følte mig lidt for gammel og overvægtig til at tilbringe 8 timer på forreste række, men de japanske piger var helt opsat på det, og det kunne jeg egentlig godt forstå. De havde trods alt rejst længe og brugt flere penge på at være her end mig.
Jeg tilbragte dog en lille times tid i "saunaen", inden jeg gik hen til merchandise-boden for at se hvad de havde at byde på. Jeg endte med at købe et turnéprogram og en langærmet trøje med a-ha logo.
Således startede den søde (og til tider irriterende) ventetid op til den store begivenhed. Jeg vekslede mellem at gå hen og hilse på japanerne oppe foran (indtil der var så mange mennesker at jeg ikke kunne se dem mere), nyde en øl/sodavand (afhængigt af humøret) og gå udenfor og få en smøg (der var rygeforbud inde i hallen - ret fornuftigt, eftersom tribunerne var fremstillet af ubehandlet træ).
Fik set lidt af såvel Anneli Drecker som Briskeby, det lød ret fedt - men stadigvæk "kun" opvarmning.
Langt om længe var der ikke så lang tid til. Man kunne både høre og føle utålmodigheden sprede sig gennem den gigantiske hal. Ifølge programmet skulle a-ha gå på scenen kl. 21.00, og nu var den 21.15... Jeg gik hen og placerede mig et strategisk sted - 45 grader øst for højre højtaler. Et lille trick jeg har lært fra 5 Roskildefestivaller: Ikke så mange mennesker og stadig et godt udsyn til scenen.
Kl. 21.30, søndag d. 25 marts 2001,
brød helvede løs. Klassisk musik (en lille sød klaverkoncert,
Tchaikovskjii, har jeg fået oplyst) brølede ud af mikrofonerne
og gik over i den melodi vi alle kendte og elskede - "Minor
Earth Major Sky". På dette tidspunkt blev jeg også klar
over at ikke alle var så flinke til at overholde rygeforbuddet
som mig - og det er ikke tobaksrøg vi snakker om her...
Den så kunstneriske fortolkning af verset " I can't see
myself in outer space"... Føromtalte rygere mente vist at
lidt tjald kunne hjælpe på sagen!
Resten af koncerten var som en drøm...folk der hoppede, sang,skreg,dansede... Morten der trak "den lange tone" på SMO så langt at han næsten missede næste vers...en evendelig strøm af blomster og bamser der fløj op på scenen, og derefter nænsomt placeret på Magne' flygel (jeg mener helt klart at Morten på et tidspunkt kaldet flyglet for "gavebordet")... jeg kunne blive ved, men så ville denne historie blive på størrelse med Det Store Danske Encyklopædi.
 |
 |
 |
Pludselig var drømmen slut. Bandet var gået, lyset blev tændt, og vi blev bedt om at gå.
Før koncerten havde jeg aftalt med de
japanske piger, at vi skulle mødes ved samaritter-vagten
bagefter, og det lykkedes os at finde hinanden. Pigerne havde
haft alletiders oplevelse, men nøjjjj hvor var de tørstige.....
så efter et par (eller snarere en snes) liter Pepsi gjorde vi os
klar til at tage tilbage til centrum.
Jeg tog afsked med pigerne, som forærede mig et par
origami-fugle i afskedsgave (vidunderlige, jeg har dem
stadigvæk) og gik op på mit hotelværelse. Jeg nåede at se et
indslag om gårsdagens fanfest på norsk tv, inden jeg tørnede
ind.
Næste dag stod jeg allerede op kl. 8.00 og nåede ENDELIG at få lidt at spise på hotellet. Brunchen var glimrende, og jeg sørgede for at holde mig på lang afstand af lutefisken.
Jeg pakkede og checkede ud, på vej tilbage til lufthavnen fik jeg fat i et par aviser med anmeldelser af koncerten. 6 ud af 7 stjerner - glimrende.
Jeg fik fat i det "rigtige" lufthavnstog denne gang, så jeg var på Gardemoen i god tid - så god tid, at der var tid til en smøg og en kølig pilsner i en af lufthavnsbarernes aflukkede båse. Jeg fandt senere ud af at havde jeg holdt mig og bare var blevet på gangen, ville jeg havde haft mulighed for at møde Pål, som skulle til New York samme formiddag... AAAAAARRRRRRGGGGHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!!
Da jeg kom hjem var min kæreste interesseret i at vide alt om turen, men jeg var for træt til at svare ham. Men nøj hvor tog jeg hævn dagen efter, og ugen efter, og næste uge igen, og så videre... Jeg kan stadig finde på at sætte "Homecoming"-videoen på af og til og torturere ham med detaljer.
Alle de billeder jeg tog fra Oslo var dårlige - på nær et gruppebillede fra festen og nogen udendørs billeder. Det er sidste gang jeg køber et engangskamera!
Siden da fik jeg flere gode koncertoplevelser, (næsten) bedre billeder og endda en lille souvenir fra Skanderborg-festivalen.... men det er en helt anden historie....
Billederne på denne side er udlånt af Oliver Besser og fra Sandra's hjemmeside www.a-ha.nl
Tilbage til Andre fan's fortællinger.