OSLO-EVENTYRET.

- en (næsten) temmelig kedelig odysseé om en ret så norsk weekend!
Af Heidi Poulsen, København

FAGRE NYE VERDEN

Ankomst Gardermoen 12.45. Ret brugervenlig ankomsthal. Ingen pæne billeder eller cigaretreklamer på væggen - en smal og grå gang leder dig direkte til paskontrollen. Ingen dikkedarer omkring det.

Ved paskontrollen:
"Æørrh, måh'ja få se passen di?" Jeg viser forsiden af mit pas. "Åerjh, ær dy frah Dånmårk da? Fin dæd, jærdeli dakk."

Mens jeg ventede på min bagage ved rullebåndet kunne jeg lige så godt købe togbilletten ind til Oslo. Ret nemt: prop dit Visa-kort ind i automaten, indtast hvor du gerne vil hen, og VUPTI ! kommer der et kort ud der minder mistænkeligt om den flybillet jeg havde ind-checket et par timer tidligere.

Hurtigt hen til togterminalen. Kald mig "teknologisk udfordret" alt det I vil, men jeg vidste altså ikke hvordan man skulle ID'skanne den der billet gennem "Tivoli-slusen". Gudskelov kommer en NSB-ansat til min undsætning og scanner billetten for mig.

Endelig om bord på toget kommer jeg i tanke om at jeg skulle have taget en bog med mig.... Jeg var kommet til at være om bord i "bumle-toget", som var 40 minutter om at komme til Oslo ( i stedet for eksprestoget, som var 15 minutter om den samme strækning). D´OH!

FAGRE NYE GÆSTGIVERI

Endelig ankommet til Oslos Hovedbanegård brugte jeg ca. en halv time på at lede efter taxaholdepladsen, thi mailen fra a-ha.com anbefalede mig at tage en taxi. ligemeget hvorhen jeg skulle.
Efter en nøje undersøgelse af et busstoppested fandt jeg ud af, at jeg blot skulle over gaden og så ca. 100 meter hen af Karl Johan (som sjovt nok er en gågade), så ville jeg være ved mit hotel.

Endelig fremme på Rainbow Inn Hotel Astoria's lobby (ja, det hed den gudhjælpemig!!!) håbede jeg at møde en fransk veninde, som jeg havde snakket med over nettet, men hun var der ikke (hun var blevet indkvarteret i Frogner, og tog garntrisse til Vallhall derfra).

Derfor gik jeg til skranken, og havde alle mine papirer klar. Jeg fik dog ikke brug for dem.....

Receptionist: "Hæi.."
Mig: "Hej, jeg har reserveret et værelse for denne weekend."
Receptionist: "Auh..... Wah ær navnen di?"
Mig: "Heidi Poulsen"
Receptionist: (klaprer en smule på PC'eren) "Åuh jah, denne verelse er ledi dæd, hær ær nøkkelen da".

Og det var det! Ingen legitimations krav, intet krav om at se bevis for at jeg faktisk HAVDE betalt for værelset... er nordmænd bare naive eller hva'....

Efter en kort in-fight med nøgle-kortet pakkede jeg ud, tog et bad og gik en lille tur op af Karl Johan for at se på seværdigheder - og eventuelt få en sludder med andre a-ha fans. De eneste folk udover de indfødte nordmænd, (der er ca, 5 mio. af dem trods alt) jeg lagde mærke til var en flok fulde polakker på vej til Ullevål for at se VM-kvalen mellem Norge og Polen. Underholdende syn.

Efter et hurtigt stop i Studenterhusets netcafé, hvor jeg hurtigt tjekkede mine mails, gik jeg til hotellet og fik lidt aftensmad (pastasalat fra Seven-Eleven) og et par bajere fra hotellets minibar (tro det eller ej - de billigste øl jeg overhovedet fik i Oslo!!!!). Fik også set kampen mellem Norge og Polen, som endte med at Polen vandt. Tja, så slipper man da for at se fulde nordmænd feste rundt i gaderne - fulde polakker er mere end rigeligt.

TREDOBBELT SPROGKLØFT

Omsider klar til afgang gik jeg ned i hotel-lobbyen og mødte der 3 søde japanske piger, som kiggede lidt forvirret på et vejkort, så lidt på en a-ha relateret artikel i "Verdens Gang", og så tilbage på vejkortet igen. Jeg præsenterede mig for dem og tilbød, at jeg kunne følges med dem og derved sørge for at de kom det rigtige sted hen. Det sagde de tak til, og jeg gik så igang med at oversætte receptionistens anvisninger fra norsk til en ret enkelt form for engelsk.

Vi blev hurtige enige om at tage til Vallhall og følges med de andre i de lovede gratis busser, istedet for at lede efter Arransjermentsfabriken (hvor fan-festen blev holdt). Som sagt så gjort - og vi drog til Oslo Centralstasjon for at tage t-banen til Helsfyr.

Togturen var noget af en oplevelse.... I har nok set masser af scener fra krimiserier og -film der udspiller sig på en suspektmetrostation i New York. Forestil jer samme omgivelser.... der er bare BRUNT over det hele!!!!! Ingen fulde fodboldfans i denne omgang, blot en hel del psykotiske tiggere.

Velankommet til Helsfyr spurgte vi den søde ekspedient i stationskiosken om vej til Vallhall. Hun fortalte om vejen dertil, det var noget kompliceret noget med at krydse en motorvejsbro.... så selvfølgelig endte vi med at gå en KÆMPE omvej til Vallhall, langs en kirkegård det meste af vejen. Gudskelov kunne koncerten høres lang vej fra, så vi gik bare efter lyden og befandt os ved udgangen mens "Take On Me" blev spillet.
Vi forstod i starten ikke hvorfor der var så mange der gik under nummeret, og vi forstod endnu mindre da vi kunne høre "Angel In The Snow" blive spillet, mens folk bogstaveligt talt VÆLTEDE ud på parkeringspladsen...

Siden vi ikke kunne se nogle busser i nærheden, besluttede vi os for at vente i nærheden af garderobeteltet i håb om at møde nogle folk, som måske vidste hvor busserne holdt.

HOLIDAY ON ICE

Tilsyneladende var der INGEN der havde en anelse om hvordan folk ville komme til festen. De sikkerhedsfolk vi spurgte vidste ikke engang at der skulle være en fest!
Efter ca. et kvarters total forvirring tog jeg, de japanske piger og et par tyske fans en beslutning: "Ok, det er ihvertfald sikkert at busserne ikke har mulighed for at køre helt herop, så vi må hellere ud på en gade eller en større parkeringsplads". (Vi fik senere at vide, at planen var at de folk som skulle til festen skulle vente INDE i Vallhall, så ville busserne hente dem - men en kommunikationsbrist gjorde, at der ikke var nogle der fik besked om dette).

At komme ud til gaden var lettere sagt end gjort.... alle der har besøgt Norge i marts måned ved, at der stadig kan være koldt og glat på vejene. Vi fandt ud af, at for at komme hen til gaden var vi nødt til at krydse en uoplyst fodboldbane der øjensynlig blev brugt til udendørs ishockey! Det lykkedes os at komme uskadt hen til gaden, hvor der holdt en hel rad busser.
Men vores problemer var ikke overstået endnu. Buschaufførerne nægtede at åbne dørene før de fik grønt lys af en af arrangørerne. Altimens flere og flere folk stimlede sammen på fortovet. Og var mere eller mindre irreterende.

Heldigvis, før tingene kom ud af kontrol, kom Hr. Webmaster Helge spurtende med en walkie-talkie dinglende om halsen, og beordrede buschaufførerne til at åbne dørene. Busserne blev fyldt i en fart og vi var klar til at køre i løbet af kun 10 minutter.

Vi kørte og kørte gennem byen, det tog højst sandsynligt kun et kvarters tid, men det føltes som en hel time. Folk blev ret utålmodige, men der var ingen uro. Pludselig stoppede bussen - i mørket så det virkelig ud som om vi var havnet på Lars Tyndskids marker. Ingen hal i nærheden, der var ikke noget musik at høre. Hvad var der gang i, var chaufføren faret vild?
Så åbnedes dørene, og en besked (på norsk selvfølgelig - hvorfor fanden skulle man tale engelsk til en flok udlændinge??!!) kom ud af højtalerne: "Når I kommer ud så gå til venstre, og følg spotlysene".
Det gjorde vi så, gik igennem en port - og befandt os foran en ret stejl trappe, der førte ned til en gammel fabrik. Alternativet til at gå ned af trappen var at gå ned af en smal sti, der så ud til at være lige så glat som føromtalte fodbold/hockeybane udenfor Valle Hovin. Vi valgte derfor at tage trappen.

Godt nede på jorden igen skulle vi igennem hele 3 sikkerhedssluser - en hvor din adgangsbillet (din e-mail) blev tjekket, en hvor du blev visiteret og en hvor din e-mail blev tjekket igen (bare for en sikkerheds skyld). Endelig fremme foran indgangen, var der endnu lidt mere ventetid, da dørmændene kun lukkede 5-6 folk ind ad gangen.

HAR I SÅ HØRT DEN OM DEN HJERNEDØDE DJ?

Efter at have lagt vores overtøj i garderoben kom vi endelig ind i hallen. Det var en kæmpestor industrihal, delt i 2 via et forhæng. Længst bagi lå hvad vi kan kalde mad-arealet, med en "æd hvad du kan for en 50'er" buffet og langborde. Det forreste (og største) rum bestod af en lille scene, dansegulv og 3 barer - en stor bar og to små ølboder. Den ene ølbod solgte fadøl, den anden solgte Budweiser på flaske.
Hist og her var der smidt et par caféborde og -stole.

En masse flag hang rundt i hallen. Jeg troede bare det var udsmykning, det var først EFTER festen var slut jeg indså at det drejede sig om de der "International Meeting Points" som der var snakket meget om.

Og hvad musikken angik.... bevares, musikken kunne der ikke rigtig siges noget om, der var lidt for enhver smag, men DJ'en... yay. Det kan godt være at han er en "big-shot" i et af London eller New Yorks trendy diskoteker, men på DETTE tidspunkt og i DISSE omgivelser var han ret ynkelig at se og høre på.

DJ'en havde åbenbart forventet et ret opsat og energisk publikum, hvor han kunne råbe "Jump" og vi så ville spørge tilbage "How high?". Hvordan f..... kunne han forestille sig det, når ca. 75% af publikum havde stået ret op og ned i mindst 5 timer i træk, at de ville foretage sig andet end at slappe af ovenpå en god oplevelse, få en drink eller to, måske danse lidt og så tage direkte hjem og i seng for at være friske til koncerten den næste dag??!!

Og han prøvede og han prøvede.... op til flere gange (selv under stille sange) kunne han finde på at afbryde musikken og råbe "Hey, I don't think you're cheerful enough! Jump some more! Clap some more!" Jeg tror, at havde der udelukkende været danskere tilstede ville vi nok have gennemført en glimrende (og højlydt gengivelse af det legendariske citat fra P3: "Hold nu kæft og spil en plade!!!!!!!!"

Læs fortsættelsen om bl.a. "Den menneskelige tsunami" og se alle billederne her.

Billedet af DJ'en på denne side er udlånt fra Sandra's hjemmeside www.a-ha.nl