uddrag af bogen drømmeromstorhed

Bogen er på norsk, men dette uddrag har jeg efter bedste evne oversat til Dansk.

I drømmen befandt jeg mig i popstjernen Pål Waaktaar's have. Jeg slog hans plæne, "for at holde på ham", som jeg sagde til mig selv.

Så vågnede jeg og satte mig op i sengen, mens en stadig større uro bredte sig i kroppen. Spørgsmålene stod i kø, og jeg var ikke mand nok til at besvare dem i den rigtige rækkefølge.

1 Var jeg en spytslikker som ville klæbe mig ind på kendte folk?

2 En som sugede af andres skaberkraft?

3 En som sneg sig ind i lyset fra en større kunstner end mig selv?

Jeg stod op og begyndte at vandre rastløst frem og tilbage mellem stablerne af bøger i lejligheden.

Tanken var næsten ikke til at holde ud, og de sekunder jeg var i dens greb var det som om at
bøgerne råbte til mig om min egen mislykkedshed, som om det var alle mine mangler som lå der i
stabler og ikke i resterne af min lige påbegyndte roman BREVET.

Jeg trak vejret dybt, strammede snoren i pyjamassen og trampede gal i gulvet.

Nej! råbte jeg.

Og klaskede hænderne på væggen.

Nej! råbte jeg en gang til.

Snakkede vi måske ikke her om et åndeligt fællesskab? Om en tvillingesjæl? For selvom Pål ikke havde opdaget det endnu, kom han nok til det. Hvis han bare fik hjælp af tiden. Det var ikke SÅ let at skille skallen fra hveden når man var så berømt som han var. Hvor mange har ikke ønsket at trænge sig ind på en popstjerne af hans format? Og af højst ufine årsager? Det kunne være alt fra økonomiske til seksuelle sager, eller simpelhen ønsket om at blive badet i Waaktaars projektører, som en hvilken som helst mørklagt måne af en lysende sol?

Og hvad fik mig så til at tro at der var noget specielt mellem os to? Ville mange nok spørge.

Waaktar var jo selv en sprogets og litteraturens mand. Havde han måske ikke haft en litterær raptus i sin ungdom da han havde ladet sig synke ned i både Dostojevskiis og Hamsuns verden? Havde han ikke bevæget sig rundt i en slags Hamsun-rus i familiehytten på Nærsnes i tiden før det andet ophold i London med a-ha, i god afstand fra blokkene og rækkehusene hjemme i Manglerud?

Onde tunger ville måske få det til at historierne om Pål Waaktaars litterære interesser bare var bluff i begyndelsen af a-ha's image i firserne. Selv tvivlede jeg ikke et øjeblik på billedet af den læsene popmusiker fra Oslo Øst. Waaktaar læste utvivlsomt til han fik ondt i øjnene og blev ør i hovedet, mens de andre drenge i bandet arbejdede livet af sig for at tjene penge. De tre drømte om at komme tilbage til London, og Waaktaars kapital blev HAMSUN. Sådan var det. Dermed basta.

Ganske vist sværmede og vimsede han rundt derude i hytten på Nærsnes, mens Magne Furuholmen sled som lærervikar og sløjdvikar og Morten på sygehus. Hvad der var fantasi og virkelig var nok ikke let at skille ad. Panfløjten lød i skoven og naturromantikken blomstrede.

Jeg nikkede anerkendende for mig selv og kiggede ud af vinduet. Der var lys i vaskehallen på benzinstationen, men ikke et menneske at se.

Popmusikere som virkelig var læsene mennesker gav et mere solidt indtryk end andre som var mere optaget af at stå foran spejlet og klemme viser af. Der var nok af posører som havde både en og to bøger af Hamsun i boghylden, men vidste de i hvilken ende de skulle begynde at læse dem? Nej.

Historien om Pål Waaktaar og elgen, to konger som stødte på hinanden ude i skoven på Nærsnes, burde overbevise enhver tvivler om Waaktaars ægte forhold til litteratur på denne tid:

En aften da Waaktaar havde travet over gårdspladsen mod brændestablen - iført hvide bukser - skete der noget specielt som højst sandsynligt satte fart i a-ha's karriere, en udløsene faktor som understregede at det var på høje tid at komme tilbage til London.

Waaktaar faldt hen i tanker da han gik og standsede et øjeblik på vejen til brændestakken og stirrede på bunkerne af nedfaldent løv, som lå omkring huset på denne årstid. Han spurgte sig selv om hvad dette løv egentlig skjulte. Det døde barn fra Markens Grøde? Barnet som havde hareskår som sin mor og ikke havde livets ret?

Waaktaar gik et par skridt mod bunkerne og stirrede. Nej, tænkte han. Det var ikke muligt at tyde noget ud af formerne på bunkerne. Og han havde bestemt ikke tænkt sig at rode i bladene med foden! Han gøs bare ved tanken.

Idet han ville fortsaætte mod brændestakken braste en elg ud af budskadset. Waaktaar skvattede og vendte på pletten, sikker på at hans hvide bukser havde tirret elgen og at den nu var ifærd med at gå til angreb. Han løb tilbage mod hytten hvor Magne Furuholmen stod og grinede i døråbningen.

*Kalsongærne.....Kalson skulle efter sigende komme fra det svenske sprog og betyde noget i retning af.....bukser eller benklær.Og gærne skulle betyde tossede på norsk. Sæt det selv sammen!!!!!!

Uddrag af bogen "Drømmer om storhed" af Pål H. Christiansen.